VILD REVOLUTION

Sophias Have er ikke bare en markedshave. Vores mål er at øge artsrigdommen i den vilde natur såvel som diversiteten af dyrkede sorter i haverne for at skabe en mere bæredygtig fødevareproduktion.

Vi vil gå forrest for en vild revolution i vores have såvel som i vores opland!

FRØBANKEN 

 

I Sophias Have mener vi, en stor del af glæden ved egen have er at kunne dele planternes mangfoldighed og overflod med andre. Vi har derfor etableret en frøbank i vores vejsidebod, hvor du kan dele frø af dine yndlingsplanter med andre haveentusiaster – kvit og frit! 


Sådan bruger du Frøbanken: 

1. Tag frø fra planterne i din have og pak dem i små poser eller kuverter. Skriv på frøposen, hvad der er i, og hvornår frøene er samlet (årstal). Skriv også gerne en kort dyrkningsvejledning, eller skriv, hvad planten kan bruges til. Både pryd- og nytteplanter kan deles i Frøbanken. VIGTIGT: skriv hvis planten er giftig, da børn har fri adgang til Frøbanken! 


2. Læg dine frøposer i Frøbanken og tag det med hjem, som du kunne tænke dig – alt er gratis! Du må gerne tage frø fra Frøbanken, selvom du ikke lægger noget i, men det er god stil at donere hver gang man tager - så løber banken ikke tør. 


3. Ud over frø kan du også bruge banken til at bytte blomsterløg, knoldplanter og stauder – kontakt os hvis du vil donere planter, som ikke kan være i Frøbanken; så finder vi en løsning. 


God fornøjelse med dine nye frø! 

GRØNSPIREPULJEN


Sophias Have er en virksomhed, der bygger på principper om naturbeskyttelse, biodiversitet og skånsom dyrkning af jorden. For os er det vigtigt, at vores kultur - såvel landbruget og madproduktionen som al anden kulturel tilstedeværelse i vores omgivelser - foregår i samarbejde med naturen i stedet for imod den! Vi vil derfor gerne støtte op om grønne natur- og miljøfremmende tiltag i vores nærområde med midler, som kan søges en gang om året.
Har du et grønt projekt eller en god idé til at hjælpe miljøet, klimaet eller biodiversiteten der, hvor du bor, så tøv ikke med at sende os en ansøgning!


HVOR MEGET KAN SØGES? OG HVEM KAN SØGE?
Sophias Have donerer årligt et fast beløb på 1.000 kr. som hel- eller delfinansiering af et grønt projekt. Beløbet udbetales én gang om året. Det går til ét projekt pr. år og kan ikke deles blandt flere projekter!


Ansøgeren skal:
- Være en forening eller en arbejdsgruppe på minimum 2 personer
- Have base i Ingstrup eller omegn


Der doneres ikke til virksomheder!

SÅDAN SKRIVER DU DIN ANSØGNING!


Ansøgningen skal være på max. 1 A4-side, og den skal indeholde følgende punkter:
- Hvem søger? Kort præsentation af din forening eller arbejdsgruppe
- Hvilket projekt søges der til? Beskrivelse af projektets formål, hvad der helt konkret skal finansieres, og hvilket impact det vil få (hvad bliver resultatet?)
- Budget. Hvis midlerne skal bruges som delfinansiering af et større projekt, så redegør kort for dette
- Kontaktinformation: mail, adresse, telefonnummer

Eksempler på projekter, der kan komme i betragtning til midlerne:


- Plantning af frugttræer/bærbuske på offentlige arealer
- Oprettelse af fælleshaver/community gardens

- Tilplantning af perma-bede, skovhaver m.m.
- Oprettelse af levesteder, f.eks. insektbanker, redekasser, læhegn, vandhuller
- Landskabsforskønnelse, f.eks. stier, cykelruter, broer, samlingssteder, blomsterstriber
- Naturformidling, f.eks. filmvisninger, foredrag, oplæg, workshops, grøn kunst

Har du andre gode idéer til grønne tiltag, som ikke nødvendigvis falder ind under disse kategorier, så skynd dig at sende os en ansøgning alligevel!

DEADLINES


Ansøgninger modtages fra 1. februar.
Ansøgningsfrist: Forårsjævndøgn.
Tildeling: 1. maj. Alle ansøgere får direkte besked på mail.
Opfølgning: Vintersolhverv. De tildelte midler skal være brugt inden for det aktuelle kalenderår, og der skal fremsendes en kort opdatering om projektet (max. 1 A4-side) samt dokumentation for anvendelsen af midlerne (fakturaer) og 3-4 billeder, som kan deles på Sophias Haves hjemmeside og sociale medier (Instagram og Facebook).


KONTAKT


Send din ansøgning til Sophias Have på mail mushroomcrowd@outlook.com eller smid den i vores fysiske postkasse på Hovedgaden 70 i Ingstrup.
Har du uddybende spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte os på mail!


Vi glæder os til at høre fra alle lokale græsrødder!